Scots seneskade

Der er ikke noget værre end at opdage at hesten er halt. Både fordi man så ikke kan ride men også fordi det jo betyder at den har ondt et sted!
Hvis jeg skulle have en superhelte-egenskab så skulle det være den der hvor man kan snakke med dyr… at kunne spørge den hvad der er galt bare engang imellem kunne løse rigtig mange problemer.
Det eneste der er at gøre er at kende sin heste meget godt så man er lydhør overfor de mindste adfærdsændringer så man kan opdage problemerne så hurtigt som muligt.
Nå men en aften hvor Katrine og jeg var taget til Sevel for at ride var Scot alvorlig halt da jeg begyndte at trave. Jeg havde varmet op i skridt i 20 min og bøjet ham godt uden at mærke det mindste og så BUM så kunne han nærmest ikke trave uden at halt meget tydeligt. Det var så slut på den ridetur men heldigvis fik katrine en masse ud af det og Surprise gik super godt.
Jeg var ret sikker på at det var noget i skulderen så jeg gik i første omgang efter et besøg af en kiropraktor som kunne fikse ham. Da hun kom om onsdagen og vi havde haft ham i longe og gennem bøjeprøve sagde hun med det samme at kiropraktik ikke ville kunne hjælpe ham så det ville være spild af tid. Hun frygtede mere at det var en seneskade. LIGE DER slukkede min hjerne så…
Jeg har så svært ved seneskader for jeg syntes det er nogle lange seje kampe før man kan ride igen og ofte kommer samme skade igen og igen og igen… og min forståelse af sener er at det er nogle meget følsomme krapyler som bare slet ikke er til at reparere når først skaden er sket.
NÅ men da virkeligheden ramte efter besøget af dyrlægen var jeg grædefærdig. Ikke at kunne komme ud og ride på Scot i laaaannnngggg tid var en fuldstændig uoverskuelig udsigt!
Fredag fik han skoene af fordi jeg alligevel havde aftalt tid med smeden og hvis nu Scot alligevel skulle stå skadet i 1-3 måneder så behøvede han ikke sko.
Mandag var jeg så frustreret over at min hest havde ond at jeg ringede og fik en tid til halthedsundersøgelse på Ansager Dyrehospital. Jeg ved godt hvad det er der får et ellers fornuftigt menneske til at frivilligt gå med at skulle køre sin hest 2 timer i trailer den ene vej og 2 timer den anden vej og derudover at betale 2-4000 kr for en undersøgelse når der findes dyrlæger i nærområdet. Det er fordi at i Ansager får man klart svar med det samme og det er de bedste dyrlæger de har!
Efter mønstring, bøjeprøve, longering, blokade, mere longering og røntgen var svaret at det var en forstrækning i den dybe bøjesene hvor den hæfter på hoven. Altså en bløddel. Det var det bedste svar jeg overhovedet kunne få - 3 uger med skridtture og så opstart igen.
Vi har ingen anelse om hvordan det er sket men da jeg er meget nysgerrig og lærevillig af natur har jeg googlet og løst mig til det. Den pædagogiske forklaring kommer her:

Det passer meget godt…

Scots halthed var blevet markant bedre efter han fik skoene af fordi han var lidt langtået og efter beskæringen ikke skulle "rulle" hoven så langt og dermed ikke belastede senehæftningen så meget.

I fremtiden skal han have "rullesko" eller "Rollers" på for såsenen ikke belastes.

Derudover står han med Back on Track staldgamacher for at fremskønne helingen af senen gennem varemreflektion og dermed bedre blodgennemstrømning.

Aldrig i mine dage havde jeg drømt om at jeg skulle køre så langt for at få undersøgt min lille røde fredehest… heller ikke at han skulle nusses om med specialsko, staldbandager og andet jeg måske finder på.

Det vigtigste at fremhæve i denne historie er:

1. Kend din hest og lyt når den siger AV
2. Tag til en kvalificeret dyrlæge først som sidst - gå ikke på kompromis for det kan blive dyrt i sidste ende. Det er ikke okay at se tiden an hvis din hest har ondt!
3. Specielsko og andre hjælpemidler er for din hest og ikke for dit eget udstyrs-behov - hvad andre tænker om dit behov for udstyr er deres problem!
4. Når det handler om hesteben kan din hovsmed have meget god viden. Rådfør dig og vælg en UDDANNET hovsmed.

Da jeg mistede en pony...

Det var fredag og jeg havde endelig fået efteråsferie. Jeg sad og læste en god bog da det bankede på døren. En fremmed mand spurgte om jeg vidste hvis heste der gik på folden på den anden side af vejen. Det første jeg tænkte var Tut og Kean men de var jo flyttet på deres vinterfold?!? Han sagde at der var tre heste og han havde påkørt den ene. Straks indstilles min hjerne sig på at vi havde en ekstrem situation der skulle håndteres og at der var en chance for at det var mine heste han snakkede om.

Da jeg kom op til vejen så jeg mine tre heste stå roligt - to græsser mens den tredie står med bagparten til mig. Jeg spørger manden hvilken hest har påkørt og han peger på den lille som står med bagparten til. Jeg går straks ned til Trold, rundt om hans højre side og til hans hovede. Straks ser jeg at hans venstre underarm (den øverste den af forbenet) har et tydeligt brud. Trold ligger sit hovede i mine hænder og løfter det brækkede ben frem mod mig som for at sige "det er her det gør ondt - hjælp mig". 

Jeg famler starks efter min mobiltelefon men må erkende at den ligger inde på køkkenbordet. Jeg slipper Trold med det samme og begynder at løbe tilbage. Undervejs stopper et vidne til påkørslen mig og siger at jeg skal tage det helt roligt og han giver mig et kram. Jeg bliver total forvirret over at han sænker min fart på vej mod mobiltelefonen men kan godt se at han prøver at trøste mig. "jeg er helt kontrolleret" siger jeg "jeg skal ned og hente min telefon så jeg kan ringe efter en dyrlæge der kan aflive min pony og det kan kun gå for langsomt". Jeg prøver ikke at lyde vred og styrter afsted. Min mand kommer op fra indkørslen og jeg beder ham sørge for at hestene bliver hvor de er. 

Turen herfra, ind i køkkenet og ned i stalden for at hente 3 træksnore husker jeg ikke meget af men jeg husker at jeg var ret klar i spyttet da jeg ringede til dyrlægen. "Lisette jeg har fået påkørt min pony - den har brækket benet og du skal komme og aflive den så hurtigt som muligt". Hendes svar var lige så klart: "jeg lukker lige min hund ind så er jeg der om 20 min".

Det var de længste 20 min i mit liv! Jeg stor med Trolds hovede. Han rystede af adrenalin og smerte der hamrede igennem hans lille krop og gentagende gange løftede han det slatne, brækkede ben frem mod mig. Jeg aede ham, snakkede med ham og støttede hans hovede så godt jeg kunne så han kunne fordele vægten på sine tre raske ben. Indimellem kom min mand hen til mig og manden der havde påkørt Trold men ingen af dem kunne holde ud af se det brækkede ben eller smerten i mine og Trolds øjne. Det eneste jeg ønskede var at Trold kunne sove ind og være fri for den uudholdelige smerte…

ENDELIG kom dyrlægen og hun tog et hurtigt bestik af situationen. Trold fik lidt bedøvelse og vi diskuterede om vi kunne trække ham til den ene eller den anden indkørsel. Efter et hurtigt forsøg hvor han stædigt prøvede at støtte på det brækkede ben men for kun at synke samme opgav vi. Dyrlægen fandt den sidste medicin og vi aflivede ham på stedet så han kunne få fred.

Hans krop faldt ned i grøften og jeg smed mig ned til ham næsten før han selv landede. Jeg kiggede ham i øjnende og håbede at jeg ville være den sidste han så og mærkede inden han sov ind. Og sådan blev det. 

Dyrlægen lyttede på hans hjerte og jeg havde en ro ved at vide at Trold nu ikke havde ondt mere. 

Resten var en praktisk afklaring. Vi ringede efter en lokal landmand som kom med en rendegraver og løftede den døde pony ned i indkørslen. Det så slet ikke voldsomt ud og det bekymrede mig ikke at se ponyen hænge i en nylonstrop for min Trold var væk og det her var bare det tomme hylster. 

Vi lagde en pressening over og om tirsdagen blev han hentet af DAKA. 

De to andre heste tog det meget roligt - jeg tror de kunne lugte tingenes sammenhæng under presseningen ikke langt fra indhegningen. 

Når alt er hårdt trukket op indrømmer jeg gerne at når det nu skulle være er jeg glad for at det var Trold jeg mistede og ikke en af de andre. Både fordi jeg har et helt andet forhold til de to andre men også fordi at skaderne på bilen som ramte kunne have været betydelig større hvis det var Scot på 600 kr og 168 cm der havde stået hvor Trold gjorde.
Jeg er glad for min måde at reagere på - total overblik og de rigtige beslutninger. Det gik hurtigt og jeg kan ikke se at jeg kunne have gjort noget anderledes.
Selvfølgelig er det trist at miste en hest men i denne sammenhæng var det absolut værste at stå 20 min med en pony der har så ondt og ikke kunne gøre noget som helst for at hjælpe den. Følelsen af hjælpeløshed flår i mit hjerte hver gang jeg tænker på de 30 min af mit liv.
Nu løber Trold rundt i heste-himlen med løftet hale og spiser uanede mængder græs, gulerødder og æbler.
Jeg elsker min to tilbageværende heste men jeg ved også at jeg skal sige farvel til dem på et tidspunkt. Jeg håber og beder til at det ikke bliver på samme voldsomme måde som Trold for det er der ingen, hverken hest eller ejer, der fortjener.